★★★★★★ Detached from Others – mesterlige kunstgreb i et nærvær, der slår gnister

Convoi Exceptionnel præsenterer deres nye forestilling Detached from Others i Dansehallernes blackboks. Det er et mesterligt musikalsk og koreografisk værk om ensomhedens nydelse og smerte. Oplevelsen er immersiv og fører os i et minimalistisk greb fra mørke til lys i et rungende nærvær, der løfter sig magisk ud af en begrebsmæssig verden.

Værker – og ikke mindst danse- og musikværker – kommunikerer ofte via alternative kanaler, og i nogle tilfælde bliver det så metafysisk, at ord ikke længere slår til. Detached from Others er et sådant værk, der flimrer af magisk energi – også når der ikke er synlig bevægelse.

Den succesfulde iscenesætter, Jon R. Skulberg, slår gnister i mørket som rummets domptør sammen med den Amsterdambaserede danser og koreograf, Kenzo Kusuda. Han er en sand mester i intenst, scenisk nærvær og tydeligt forankret i martial arts. Kusadas dans og Lil Lacys fascinerende orgelkomposition skaber arkitektoniske bevidsthedstilstande, vi kan forsvinde i, midt i blackboksens umiddelbare tomhed.

Mørkets isolation

I begyndelsen er mørket. Vi ved ikke hvor længe, men tiden går. Nogen hoster, en mave rumler, og en anden rasler med en pose. Alt bliver en del af forestillingen. Ikke som musikværket 4’33” af John Cage – stilhedens musik. For Kusuda holder rummet for os og giver liv til det usynlige med åndeløst nærvær. Vi mærker ham, før vi ser ham – mens vi hører hæse brummetoner fra et orgel.

Langsomt toner silhuetten af en lys dragt frem i skæret af nødudgangens grønlige lys. Så fragmenteret og sfærisk i sin fremtoning, som var det blot synlig energi. Jeg forbereder mig på en chokeffekt. Måske en høj orgelakkord, skærende lys eller et udbrud som Edward Munchs Skriget? Rummet slår næsten gnister, men i stedet tænder skikkelsen tre stearinlys i smukke stager, og et kollektivt “ah” undslipper publikum.

Mørket kan opleves gennem forskellige linser som ensomhed og isolation, eller som en tiltrængt pause og meditation efter en dag med lys og skærme. Her er det en dramaturgisk nødvendighed, en forberedelse til at åbne os for en rejse til en anden dimension. For selvom vi godt ved, de andre stadig er ved siden af os i salen, bringer mørket introspektion på godt og ondt.

Sindets vildveje

De gyldne, dansende flammer fra de levende lys er den eneste belysning i den sorte boks. De blafrer i energien fra Kusudas bevægelser. Orglet bygger op med lange toner, der ofte dissonerer med andre toner og med ekkoer af sig selv. Kroppen bevæger sig langsomt baglæns, mens armene løftes op og hænder holdes frem mod os og føres ned foran ansigtet. Han er både isoleret fra os og dybt nærværende.

Orgeltonerne forfører os i brusende nedadgående skalaer. Kusuda placerer nøje hvert et skridt på den matte dansevinyl og bevæger energistrømme med sine hænder. Musikken åbner det ene imaginære rum efter det andet af uendelig ensomhed. Han forsvinder længere og længere ind i kompositionens arkitektur af dybe kældre og tomme labyrinter. Da han endelig ser på os, stråler energien så kraftfuldt fra hans brystkasse, at vi er tryllebundne.

Orgeloptagelsen er både dansepartner, scenografi og dramaturgi. Den er indspillet med stor indlevelse af David Bendix Nielsen på Vor Frelsers Kirkes orgel og mixet digitalt af Preben Iwan til levende, poetiske fortællinger. Da orglet sætter ind med lyse toner i hurtige løb, løsnes og blødgøres kroppen i frit strømmende, rene bevægelser af stor fleksibilitet som synliggjort musik – en boblende kilde af glædesfyldt kreativitet.

At gå i sort

Et tilbageslag sender Kusuda i fosterstilling på gulvet badet i dystre akkorder. Den japanske forfatter Haruki Murakami sender ofte sine hovedpersoner i mere eller mindre selvvalgt isolation, fx på bunden af en brønd. Kusuda går i sort i mere end én forstand. Kostumedesigner Koh Taniguchis sanselige, beige hørjakke og bukser erstattes af et fascinerende sort kostume med hætte, som udsletter danseren, der på magisk vis forsvinder for vores øjne.

Vi misser til gengæld mod lyset over publikumsrækkerne, mens han bevæger sig mod os og lægger sig på gulvet, udvisket som en sammenkrøbet skulptur. De mange genistreger af sanselige virkemidler illustrerer sindstilstande, vi kan opleve som rum for ensomhed eller fordybelse. Dramaturg, Astrid Hansen Holm, har fornemt indarbejdet penduleringen mellem mørke og lys, afstand og nærvær i en konstant spændingskurve.

Forestillingen er et raffineret og helstøbt værk af Jon R. Skulberg med et robust kunstnerisk hold, der har kræset for hver en detalje og ved, hvad de vil. Det er lykkedes at formidle en mageløs oplevelse om ensomhed og afstand med sublimt nærvær gennem musikalske landskaber og rum. Med én sætning kan det bedst beskrives som om, mennesket er trådt tilbage og har ladet kunsten tale sit eget metafysiske sprog.